Historien
Bodil og Claus Jensen havde deres rødder på Amager. Her boede de hele deres liv, og sammen havde de deres hjem på Park 20 i Søvang ved Dragør. De var begge hårdtarbejdende og optaget af deres fag, og hjemme hos dem havde gravhunden Albert sin faste plads. Bodil og Claus havde ingen børn.
Bodil arbejdede for Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvor hun var specialist i sprog. Hun beherskede blandt andet russisk, tysk, engelsk, fransk og tyrkisk.
Claus var uddannet registreret revisor og drev Scandic Revision og Rådgivning. På Bornholm havde han desuden et revisionsfirma og drev en restaurant. Og så havde han en forkærlighed for store cigarer af mærket Caminante.
Bodil var midt i 50’erne, da hun fik kræft i leveren og mavesækken. Otte år senere vendte sygdommen tilbage og havde spredt sig, blandt andet til hjernen. Bodil døde i 2013. I 2017 fik Claus konstateret prostatakræft. Han døde i 2024.
Bodil og Claus ønskede, at deres formue efter deres død skulle gå til velgørende formål på Amager. På den måde ville de give noget tilbage til det sted, hvor de havde haft deres hjem og levet deres liv sammen.

